Search form

Menu

Ny leder på Museerne i Fredericia

Den 1. januar tiltræder Lars Froberg Mortensen som ny leder for Museerne i Fredericia. Lars præsenterer sig selv således:

Jeg hedder Lars Froberg Mortensen, og jeg er den nye leder på Museerne i Fredericia, som jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af.

Jeg er 47 år, cand. mag i middelalderarkæologi og informationsvidenskab. Jeg har de sidste 12 år været afdelingsleder på det maritime museum Strandingsmuseum St. George i Thorsminde. Foruden museets hovedfortællinger – som er historien og genstandene fra to forliste engelske krigsskibe samt 1. Verdenskrig i Nordsøen – arbejdede jeg også med marinarkæologi, og jeg har i den forbindelse også en erhvervsdykkeruddannelse.
Strandningsmuseet blev opført på baggrund af tusindvis af hævede genstande fra de to engelske linjeskibe HMS St. George og HMS Defence som forliste julenat 1811 ud for Nissum fjord, og mellem 1300 og 1400 mand omkom. Det var den engelske flådes største tab under Englandskrigen.
I forbindelse med en udvidelse af museet blev 1. Verdenskrig i Nordsøen et hastigt ekspanderende kernepunkt for strandingsmuseet, så jeg er vant til ”krudt og kugler”, og finder det spændende med alle dets aspekter. Jeg er også særdeles interesseret i det kulturelle møde mennesker imellem, og finder derfor Fredericias historie utrolig spændende, relevant og med et stort kulturhistorisk potentiale.

 

Fredericia og omegn er ikke ukendt for mig. Jeg kom i byen som barn, da mine oldeforældre boede her. Efter min studentereksamen boede jeg desuden et år Fredericia, hvor jeg var jord og beton-arbejder. Det var et fantastisk år, som jeg mindes med glæde, og jeg og min familie glæder os til at vende tilbage.

Jeg er en heldig mand ved at være gift med Dorte, som er cand. mag i middelalderarkæologi og kunsthistorie. Hun har desuden taget en meritlæreruddannelse og er pt. i gang med en masteruddannelse i dansk som andetsprog, da hun arbejder på sprogcenter Holstebro.
Dorte og jeg er så privilegerede og lykkelige for at have fået lov til at få to ønskebørn: Olivia på 5 år og født i Sydafrika, og Ruben på snart 4 år, som er født i Burkina Faso.
Vi flytter til Fredericia så snart, det er muligt, og vi glæder os til vores nye tilværelse i byen.