Search form

Menu

Skoleloven af 1814

I år er det 200 år siden, at Danmark fik den skolelov, der gerne er blevet opfattet som den første almindelige skolelov. Der har dog været skoler i Danmark også inden 1814, men med skoleloven indførte Danmark blandt andet undervisningspligt for alle børn. En bærende baggrund for skoleloven var oplysningstiden, og Skoleloven af 1814 handlede først og fremmest om, at den brede befolkning i hele landet skulle lære at læse, skrive og regne. Det var nødvendigt i datidens verden, hvor samfundet i højere og højere grad benyttede sig af formidling på skrift i bøger, magasiner og aviser - også på landet.

Fredericia havde inden Skoleloven 1814 to sogneskoler, Michaelis skole (Tyske skole) og Trinitatis skole (Danske skole). Herudover var der latinskole i tilknytning til Trinitatis skole og skoler for henholdvis den reformerte menighed, den katolske menighed og den jødiske menighed foruden en række mindre private skoler. Billederne viser Trinitatis skole og latinskolen i 1800-tallet.

Skoler i Danmark var ikke noget nyt i 1814. I middelalderens Danmark blev der oprettet latinskoler i først domkirkebyerne og ved de større klostre. I 1500-tallet havde stort set alle danske købstæder efterhånden fået en latinskole også - dog af noget varierende kvalitet. Herudover blev der i byerne landet over indrettet danske skoler.

I 1700-tallet havde især den pietistiske tilgang til kristendommen en stor indflydelse på skolelandskabet i Danmark, hvor målet blev, at alle skulle være i stand til selv at læse biblen. Dette resulterede blandt andet i oprettelsen af 241 rytterskoler over hele landet i 1720-1721. Her kunne børn af fæstebønderne på kongens jord modtage undervisning. I 1736 blev konfirmationen indført, og det stillede et nyt krav til ungdommen om, at de skulle kende biblens skriftsteder. Disse blev de hørt i, inden de kunne blive konfirmeret. Rytterskolerne dækkede imidlertid kun de områder, hvor jorden hørte til kronen. Andre steder var det kirkens og den stedlige patron (ofte en godsejer), der havde ansvaret for at levere en undervisning. Ofte blev undervisningen pålagt kirkens degn. Det var kun, hvis degnen var helt uduelig, at der blev ansat en lærer - også disse var af varierende kvalitet i 1700-tallet.

I 1789 blev der nedsat en skolekommision, der skulle skabe et grundlag for en form for folkeskole i Danmark. Den fremkom i 1814 med skoleloven, der oprettede et todelt skolevæsen for henholdsvis almueskolen på landet og almueskolen i byen. Alle børn skulle have syv års gratis skoleundervisning. Der blev undervist i kristendom, læsning, skrivning og regning. Skolerne blev delt i to klasser. Den nederste var for de 7-10 årige, mens den øverste var for de 11-14 årige. På landet gik børnene i skole tre hele dage om ugen, mens børnene i byen gik i skole seks halve dage om ugen. 

Undervisningen foregik som udenadslære, og afstraffelse var et brugbart middel over hele landet. Der blev blandt andet fokuseret på fædrelandets historie samt kristendommen. Skolelæreren var ofte enten præsten eller degnen. Først i løbet af 1800-tallet udviklede de danske skoler sig hen mod folkeskolen med gode skolebygninger og uddannede lærer og lærerinder, men skoleloven af 1814 var et stortskridt på vejen, der sikrede alle børn retten til en gratis skolegang.