Sct. Michaelis Kirke
Tidligt i Fredericias historie opstod planerne om en tysk kirke i byen. De nævnes første gang i 1664, hvor Frederik 3. bød alle kirker i Danmark hver om at yde 2 rigsdaler til hjælp til en kirke, som foreløbig skulle bygges af bindingsværk. 1665 blev Danske Kirke fuldført i den østlige side af byen, mens der i byplanen var afsat plads til yderligere en kirke i den vestlige del. Denne plads blev tildelt Tyske Kirke, og den 1. maj 1665 beordrede kongen, at jordstykket blev indviet, så det kunne tages i brug til kirkegård. Også i 1665 blev den først præst kaldet til den tyske menighed i Fredericia. Det blev Immanuel Cirsovius.
Sct. Michaelis Kirke blev indviet af biskop Peder Kragelund fra Ribe den 1. juni 1668. De første mange år betjente den hovedsageligt den unge bys tysktalende befolkning. Den kaldtes fra begyndelsen for Tyske Kirke, og først omkring 1724 fik den navnet Sct. Michaelis kirke. Det skete efter en henvendelse til biskoppen fra sognepræst Henrik Pontoppidan.
Efter 1667 blev Erritsø sogn også tillagt Tyske kirke. Erritsø havde tidligere været anneks til Taulov sogn. I perioden 1735-1812 var kapellanen ved Tyske kirke tillige sognepræst for Erritsø. Først i 1957 blev Erritsø udskilt som et selvstændigt pastorat.
Den 4. december 1700 blev Tyske kirke ved en kongelig resolution officielt garnisonskirke. Dermed blev de endelige grænser for de to sogne fastlagt, og det blev bestemt, at garnisonen skulle høre til Tyske kirke. I realiteten var det blot en officiel bekræftelse på sædvane, da Tyske kirke havde varetaget denne funktion siden i hvert fra 1687, hvor Danske Kirke som kompensation fik landsbyen Stoustrup.
Oprindeligt blev der udelukkende prædiket på tysk i kirken, men senere og frem til 1830 var det skiftevis på dansk og tysk. Herefter udelukkende dansk. Dog var der en periode fra 1843 til 1848, hvor den tyske prædiken kom tilbage første søndag i hvert kvartal, da 13. linje-bataljon (der næsten udelukkende bestod af tysktalende) fik garnison i byen. Ved indgangen til Treårskrigen 1848-1851 blev den tyske prædiken helt forkastet.
Skt. Michaelis Kirke genopbygges efter den ødelæggende brand i 1955.
Det kunne både være en fordel og en ulempe at være garnisonskirke. Ved højtiderne modtog kirkens gejstlige offerpenge af hvert kompagni – og blandt officererne var der flere personer af høj rang og med formuer. Officererne overværede gudstjenesten i deres uniformer med deres hustruer fra de bedste pladser, mens menige soldater sad bagerst i kirken. Soldaterne havde pligt til at gå i kirken, og oplæsning af krigsartikler og ordonnanser var et led i gudstjenesten.
Kirken er en barok- og empirepræget langhusbygning med en logetilbygning ved nordsiden og et lavt, indbygget tårn i østgavlen. Den oprindelige bygning, der blev indviet 1. juni 1668, var en afvalmet bindingsværkslænge, og først i løbet af 1700-tallet blev kirken udbygget til sit nuværende omfang. Disse ændringer og udvidelser, hvorunder bindingsværket i etaper blev omsat til grundmur, indledtes 1722 med en forlængelse af koret. I 1741 omsattes sydsiden til grundmur, og kirken fik en mindre udvidelse i vest.
En voldsom brand 4. juni 1955 nødvendiggjorde en omfattende istandsættelse og ombygning 1955-1956.