Search form

Menu

Fredericia og udbruddet af Første Verdenskrig

20/01/2015 - kl. 19.30
Sted: 
Lokalhistorisk Arkiv, Frederik III's Vej 6
Gratis for medlemmer - 30 kr. for ikke-medlemmer af Fredericia Museums Venner

Fredericia Museums Venner arrangerer et foredrag:

Fredericia og udbruddet af Første Verdenskrig, ved arkivar Karsten Merrald Sørensen.

Første Verdenskrig brød ud i Europa og Verden i august 1914. Krigen udviklede sig til at blive den mest voldsomme krig, historien havde set. Danmark - og Fredericia - blev ikke direkte involveret i krigshandlinger, men den tidligere fæstningsby lå nær ved grænsen til det krigende Europa, så Fredericias befolkning havde i høj grad krigen inde på livet. Hertil kom, at voldanlægget i april 1914 var blevet solgt til Fredericia Kommune og blev omdannet til bypark, og da den danske sikringsstyrke blev indkaldt, blev stort set hele styrken sendt til Sjælland for at deltage i forsvaret af København. I august 1914 var der altså god grund til bekymring. 

Vi skal høre om hvordan optakten til og udbruddet af Første Verdenskrig blev modtaget i Fredericia samt lidt om krigens gang. Udgangspunktet er de tre aviser, der udkom i byen i 1914. Der var således stor forskel på, hvordan henholdsvis en venstre-, en konservativ- og en socialdemokratisk avis så på verdens gang.