Bag om Sigurd Barretts Danmarkshistorie
Foredrag af museumsformidler Rasmus Welling, Fredericia
Rasmus tager os med helt ind maskinrummet bag Sigurd Barretts meget populære værker om Danmarkshistorie rettet mod børn. Hvordan arbejder Sigurd med det faglige stof? Hvilke overvejelser gøres, når der skal formidles historie til børn? Hvad skal med, og hvad skal udelades? Hvordan bliver det gjort fagligt lødigt, så voksne også finder det interessant? Hvordan kan kunstnerisk frihed og morfar-vittigheder forenes med historiske fakta? Og hvorfor skal Fredericia med i Danmarkshistorien?
Rasmus Welling har som faglig konsulent samarbejdet med Sigurd Barrett om en lang række historiske udgivelser og vil gennem anekdoter og citater fortælle om både proces, overvejelser og alt det, der gik galt undervejs.
Foredraget tager udgangspunkt i projektet ”Sigurds Danmarkshistorie” samt bøgerne ”Sigurd fortæller om kongerækken” og ”Sigurd fortæller om Genforeningen”, hvor Fredericia har en fremtrædende plads.
NB! Foredraget er rettet mod voksne, og Sigurd Barrett vil ikke være til stede.