
Quiz-tur for børn og familier i vinterferien
Museerne i Fredericia inviterer familier med børn til spændende historie-quiz tirsdag til søndag i vinterferien.
I vinterferien har børn mulighed for at lære mere om Fredericias historie gennem en quiz-tur på Bymuseet og på volden.
Turen begynder på Bymuseet, Jernbanegade 10, hvor man får udleveret et hæfte med spørgsmål, oplysninger om Fredericias historie samt kort til ruten. Svarene på spørgsmålene skal man finde på Bymuseet, på volden og i DSBs Mindelund, før man igen ender på Bymuseet. Man går turen på egen hånd, og varmt tøj anbefales, da en del af opgaverne skal løses udendørs.
Alle børn, der besvarer quizzen, får en miniature-kanon i metal og lidt sødt. Der trækkes lod om biografbilletter blandt alle rigtige besvarelser.
Turen tager ca. en time at gennemføre og retter sig primært til børn fra 7-12 år med forældre, bedsteforældre eller andre voksne. Det er gratis at deltage, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
