Vandretur, sang og varme hveder på volden
Kom til voldvandring Store Bededagsaften torsdag den 11. maj.
Voldvandring på Store Bededagsaften stammer egentlig fra 1700-tallets København, hvor borgerne vandrede på volden Store Bededagsaften for at gå foråret i møde og vise nye klæder frem. I Fredericia lever traditionen stadig, og i år er det 16. gang, at borgerne kan komme på Store Bededagsvandring, der altid finder sted torsdag aften dagen før selve Store Bededag.
Store Bededagsaften byder på tre ture af forskellig længde på fæstningsvolden i Fredericia, der er en af landets største og flotteste byparker.
Startstederne er:
Kastellet kl. 19.00 ved voldmester Mikael Holdgaard Nielsen og arkivar Karsten M. Sørensen
Opgang til DSB Mindelund v. Prangervej kl. 19.00 ved pens. oberstløjtnant Niels Ole Dyrn
Kongens Port kl. ca. 19.45 – her kan man støde til gruppen fra Kastellet
Voldvandringerne er gratis.
Sang på Landsoldatpladsen
Turene slutter på Landsoldatpladsen, hvor Lyngsoddekoret underholder med danske sange fra ca. kl. 20.45.
Klokken 21.18 går solen ned – flaget tages ned, trompeter blæser retræten, og soldatervagten lukker hovedporten i Prinsessens Port.
Varme hveder i I.P. Schmidts Gård
Bagefter er der kaffe og de berømte varme hveder i I.P. Schmidts Gård. Det koster 40 kroner at deltage.
Indgang: Vendersgade 4, Store Foredragssal A.
Køb din billet allerede nu på Bymuseet eller på Lokalhistorisk Arkiv
Fakta
Overleveringen fortæller, at man ved indførelsen af Store Bededag i 1686 afskaffede flere halve og hele bods og bededage. Som erstatning skulle den nye Store Bededag være en særlig helligdag. Alt arbejde på denne dag blev derfor forbudt. Ikke engang bagerne måtte bage brød.
Bagerne begyndte derfor at bage store hvedeknopper torsdag eftermiddag, som skulle varmes i hjemmene dagen efter. De friskbagte hvedeknopper var dog så velsmagende, at familierne havde svært ved at vente til næste dag, så de fleste hveder blev spist torsdag aften. Derfra stammer traditionen med hveder torsdag aften.