Search form

Menu

Tobaksdyrkning på Bymuseet

Af Kirsten Øbro, museumsgartner

Ved Fredericia Bymuseum er der gennem mange år blevet dyrket tobak. Allerede i 1931 blev der afsat et område til tobaksdyrkningen, men hvorvidt det allerede dengang egentligt blev gennemført er noget uklart. I året 1969 besluttede man således på museet at genindføre tobaksdyrkning på et areal øst for tobaksladen. Man ville sætte fokus på det, der både var byens hovederhverv i 1700-tallet og knyttet til den reformerte del af Fredericias indbyggere.

Fagligheden skulle være i top, så derfor henvendte Fredericia Bymuseum sig til den forhenvæende vognmand Mathies Honoré, der som barn hjalp sin fader i forbindelse med tobaksdyrkningen. M. Honoré har i hæftet ”De reformerte og tobaksdyrkningen i Fredericia” i et afsnit nøje berettet om denne dyrkning tilbage i 1930erne:

Der blev indkøbt tobaksfrø i Gothersgade, og disse blev i et klæde lagt i lunken vand og sat hen. Efter at vandet var løbet af, blev klædet med frøene anbragt i fodenden af sengen i rughalmen. Hver dag skulle frøene fugtes, og man så efter en lille hvid spire på frøene. Når de spirede, var de klar til såning.

Da frøene er uendelige små, blandede faderen dem med finkornet sand fra Hvidbjerg Klit, på denne måde var det lettere at sørge for, at frøene blev fordelt på en passende måde i vækstbænken. Ca. 12.000 frø vejer kun 1 gram.

For at tobaksplanten skulle have gode betingelser, blev der lagt god muldjord i vækstbænken, vand og gødning. Dette gav fine planter, som efter en måneds tid var blevet 10 til 15 cm høje og dermed klar til udplantning i marken uden for byen.

På Bymuseet i dag fjerner vi ikke sideskud eller blomster. Disse vækker ofte opmærksomhed, som kan føre til en samtale om tobak og dyrkningen af denne.

I den reformerte familie gravede faderen hullet til planten, hvorefter børnene plantede, og faderen kontrollerede, at arbejdet blev godt udført. Der skulle være 50 cm mellem planterne og god afstand mellem rækkerne, så der kunne gås ubesværet ned mellem disse for at udføre pasning af planterne.

Jorden skulle senere hakkes op, så den var løs. Efterplantning kunne også komme på tale, hvis der havde været angreb af ”en lille gul orm”. Dog måske kun et par planter pr. række.

Det var de store blade man gik efter, og derfor måtte planten skånes for at bruge kræfter på at have sideskud, der kom ved foden af bladene. Disse blev fjernet og af samme grund fjernede man også blomsten senere i vækstperioden. Stænglen klemte man sammen med fingrene, så planten ikke forblødte. Faderen kunne dog have nogle få planter, hvor han gerne selv ville dyrke frø.

Når vækstsæsonen var ved at være forbi i september måned skulle tobaksbladene høstes. Bladene blev taget af stænglen, hvor man begyndte oppefra og gik ned. Bladene blev lagt helt ind til stænglen, da man selvfølgelig ikke måtte træde på dem. Da bladene var blevet lidt slatne, blev de forsigtigt samlet i bundter, og med et flot læs på vognen gik turen atter tilbage til gården.

Tobaksbladene blev trukket på 1½ alen (93 cm) lange snore ved hjælp af en 30 cm lang flad nål. Bladene skulle skiftevis have forside og bagside ind mod nålen, for på den måde var der mere luft mellem de enkelte blade, og det var bedst. Ophængning i tobaksladen fulgte. I den reformerte familie blev tobakken videre behandlet om foråret med fermentering og pakning med videre, indtil opkøberen kom for at give sin pris på varen.

Her på Bymuseet modtager vi tobaksplanter fra et gartneri lige op til Grundlovsdag den 5. juni, hvor jordstykket er blevet fræset igennem. De unge planter sættes i jorden, vanding foretages og langtidsgødning fordeles mellem planterne. I oktober høstes også de største af bladene og hænges op i tobaksladen. Her hænger de så til næste sæsons tobaksblade er klar til ophængning. Tobaksplanterne graves op og kommer på komposten, hvorefter jordstykket ligger bart til næste forår.