Search form

Menu

Knaphed og rationering

Allerede før Besættelsen var regeringen nødt til at begrænse befolkningens forbrug. Det skete gennem et rationeringssystem, hvor bestemte varer kun kunne købes, hvis man samtidig afleverede et tilhørende rationeringsmærke. Rationeringsmærkerne blev udleveret til alle husholdninger med jævne mellemrum. Løb man tør for mærker, måtte man ikke købe mere af den pågældende vare, før man fik nye mærker. På den måde kunne det begrænses, hvor meget folk købte.

Allerede i september 1939 blev benzin og kul rationeret i Danmark og snart fulgte sukker, kaffe og te. Inden udgangen af 1940 var yderligere dagligvarer som brød, gryn, smør, margarine og sæbe blevet rationeret. Der var størst mangel på varer, som ikke kunne fremstilles i Danmark og fra januar 1942 var der for eksempel ikke mere kakao og kaffe til salg.

Sammenlignet med resten af Europa var danskerne dog heldige, hvad mad og fødevarer angik. Man omlagde kosten efter, hvad man kunne få, men det var de færreste, der ligefrem sultede.

Lis Holleufer fortæller, hvad hverdagsmaden bestod af:

 

Formålet med rationeringen var at undgå, at Danmark hurtigt løb tør for varer. Men den skulle også sikre, at varerne blev fordelt nogenlunde ligeligt i befolkningen. Rationerne var til en vis grad tilpasset folks behov. Folk, som udførte hårdt arbejde, kunne få tildelt flere rationeringsmærker til madvarer. Familier med småbørn fik flere mærker til sæbe.

Ella Mortensen fortæller om rationeringsmærker:

 

Manglen på varer medførte, at man begyndte at fremstille erstatningsvarer. Opfindsomheden var stor - både på fabrikkerne og i hjemmene. Man begyndte at lave sko af fiskeskind og sandaler af træ, da der blev mangel på læder. Man lavede erstatningskaffe af roer, cikorie og byg. Der blev blandet ler i sæben, så den var mere drøj. Erstatningsvarerne var desværre sjældent af særlig god kvalitet. Men generelt var folk kreative og fandt på alternative løsninger.

Lilly Kroghs bror fandt en måde at lave ekstra strøm på:

Kø foran købmand P.M. Pallesen i Danmarksgade 4, da kaffeleverancerne stoppede.

Al privat bilkørsel stoppede fra april 1940, fordi der ikke var benzin nok. På gårdene havde man hestevogne, men ellers måtte man cykle, hvorhen man skulle. Da der blev mangel på cykeldæk og slanger, måtte folk også finde på noget andet for stadig at kunne komme rundt på deres cykler.

Verner Jensen havde sit hyr med cykelturene fra Kongsted til Fredericia:

Også tøj og stof var der mangel på, men man klarede sig med genbrug i stor stil. En striktrøje kunne trevles op og strikkes til strømper, et gardin kunne sys om til en kjole, og det slidte voksentøj kunne sys om til børnetøj.

Ella Mortensen fortæller, hvordan familien klarede sig med tøj:

Ikke alle havde penge nok til at købe varer for alle deres rationeringsmærker. Mange solgte deres overskydende mærker, selvom det var forbudt. Også varer blev købt og solgt ulovligt, det vil sige uden om rationeringen, hvilket kaldtes sortbørshandel. Det var især rationeringsmærker, cigaretter, sukker, kaffe og benzin, som blev handlet "sort". På sortbørsen var priserne ofte meget højere end i den lovlige handel. Sortbørshandel var meget udbredt især i byerne og blev også benyttet af ellers lovlydige borgere.

Verner Jensen beretter om sortbørshandel:

På landet blev det almindeligt, at folk købte varer "i stalddøren". Det betød, at man købte kød eller smør direkte af landmanden på hans gård. Så behøvede man ikke aflevere rationeringsmærker.

Der var rationering på visse varer helt frem til 1953.

Temateksterne samlet med transskription af lydklippene kan hentes her