
Bymuseets rosenhave
Skrevet af Kirsten Øbro, museumsgartner
Den 26. maj i år viste den første udsprungne blomst i museets rosenhave sig. Det var underligt nok på havens laveste rose, en kinesisk rose ved navn” Rouletii”. Så blev ballet åbnet!
Rosenhaven kom til i 1997 skænket af nu afdøde Inger Skovløkke. Ægteparret Skovløkke fra Erritsø havde den fælles interesse at samle og dyrke de historiske roser. Samlingen er på 110 roser, og den viser haverosernes udvikling gennem de otte grupper, som følger efter hinanden lige fra de ældste gallica roser og frem til de moderne roser, som vi møder i Borgerhaven på den anden side af Jernbanegade.
En have kan blandt andet indeholde roser og er derfor selvfølgelig en have med roser, men med en rosenhave forholder det sig anderledes: I den er der kun roser og til hver af dem hører en beskrivelse, så man kan få mange oplysninger om den pågældende rose. Beskrivelserne findes inden døre på Bymuseet og kan udlånes til læsning på stedet. Ude i haven er der en oversigt over de forskellige gruppers placering og de enkelte roser er skiltede.
Haven er en dejlig oase med fire bænke, hvor man i ro og mag kan hvile sig, mens man nyder det samlede indtryk af rosenhaven. Farverne er i mange nuancer, men overordnet er det lyserødt og hvidt, der dominerer.

Synssansen er ikke den eneste sans, der aktiveres. Rosernes vidunderlige duft er en vigtig del af det samlede indtryk. Langt de fleste af roserne dufter, dog nogle stærkere end andre. Specielle dufte som myrra har vi i tre forskellige roser, men hvor? Prøv at finde dem!
Gå selv en tur rundt i haven og opdag forskelligheder ved roserne. Vi har en meget lav rose på ca. 25 cm, høje roser næsten som træer på et par meter, roser der breder sig voldsomt, slanke og opretstræbende roser, roser med forholdsvis få farvede kronblade, andre er tætfyldte med kronblade, få roser med mos på, nogle roser er i blomst kun fra to til tre uger, andre i fire uger, roser med stærkt tornede grene, roser der næsten er uden torne og roser der genblomstrer. Havens forskellige roser kan måske hjælpe dig til at udvælge, hvilke roser du kunne tænke dig at få til at gro i netop din have.
Også rosernes navne er spændende stof. Nogle af navnene rummer minder om særdeles voldsomme historiske begivenheder, andre peger hen på personer, som man gerne vil hædre og andre navne vidner om plantens virke for eksempel til medicinsk brug.
Højsæsonen er kort og intens, men så absolut vidunderlig og slutter sandsynligvis medio juli. Vi, der arbejder i haven, glæder os til at følge den kommende højsæson og ser frem til at haven modtager mange gæster.