Search form

Menu

Frederik den 7.

Af Line Lolk Brogaard, historiestuderende

Frederik 7. blev født d. 6. oktober 1808 som ældste søn til prins Christian Frederik (senere Christian 8.) og dennes første hustru Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. 

Frederik havde en urolig barndom der i høj grad var præget af forældrenes ulykkelige ægteskab, som dog opløses i 1809. Efter faderen i 1813 blev statholder i Norge blev Frederiks opdragelse overladt til hans onkels hofchef J. F. Bardenfleth. Under sin opvækst havde Frederik en række forskellige faglærere, der ikke havde den store succes med deres anstrengelser.

Efter sin konfirmation i 1826 blev Frederik udnævnt til generalmajor og blev forlovet med sin kusine prinsesse Vilhelmine.  Frederik 6. havde bestemt forlovelsen, men havde også bestemt at Frederik inden ægteskabet skulle på en dannelsesrejse i udlandet for at dygtiggøre sig. Størstedelen af sin tid i udlandet brugte Frederik i Geneve, hvor hans popularitet gjorde, at han blev udnævnt til æresborger.

I 1828 rejste Frederik til København, hvor han blev gift med prinsesse Vilhelmine. Der opstod dog hurtigt problemer i ægteskabet primært grundet Frederiks erotiske eskapader. Vilhelmine klagede til sin far, der heller ikke var tilfreds med Frederiks livsførelse og beordrede ham til Fredericia, hvor han skulle fungere som chef for Fynske infanteriregiment. I 1837 begærede Frederik skilsmisse.

Som i Geneve blev Frederik populær blandt borgerne i Fredericia. Han yndede at tage på udflugter til Fulgsang og stod for anlægningen af spadserestier og beplantning på voldanlægget. Under sit ophold i byen blev Frederik overvåget af general Castonier, der havde ordre til at rapportere regelmæssigt til kongen. Det forhindrede dog ikke, at Frederik fik en tættere forbindelse til Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner.

Da Frederiks far, Christian den 8.,  blev konge i 1839 udnævntes Frederik til guvernør over Fyn samt kommanderende general for Fyn og Jylland. Frederik gjorde dog ikke meget for at sætte sig ind i administration, men havde til gengæld en stor interesse for nordisk arkæologi. Christian 8. var dog bekymret over, at hans søn endnu ikke havde en arving og fik Frederik til at gifte sig med prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Dette ægteskab blev dog heller ikke en succes for Frederik og ophævedes i 1846.

Frederiks barndomsven C. E. Bardenfleth formåede at få Frederik til at interessere sig for politik, som ellers ikke havde haft prinsens store interesse. I den forbindelse besluttede Frederik, at det forfatningsmæssig kunne være ønskeligt at bevæge sig i en konstitutionel retning. Frederik bifaldt ikke den denne regeringsform, men han brød sig ikke om enevældens ansvar og byrder, ligesom han også fornemmede offentlighedens voksende krav om forandring. I 1847 sendte han en indstilling til Christian 8., hvor det anbefaledes at skabe enhed i styrelsen af monarkiet og samvirke mellem folk og regering.

I 1848 døde Christian 8., og Frederik overtog pladsen som konge. Frederik havde dog ikke en stor interesse for regeringsforretning og havde af et svagt helbred. Han led også af humørsvingninger med pludselige hidsige udbrud og mistænksomhed. På grund af sit drikkeri bragte han også ofte sig selv i pinlige situationer og fortalte historier, som enhver kunne se, var det pure opspind.

Christian 8. havde inden sin død indset, at hans søn ikke var den bedst egnede til at styre landet og havde derfor på sit dødsleje pålagt Frederik at tage skridt mod indførelsen af en konstitutionel forfatning. I kølvandet på det slesvig-holstenske oprør i marts 1848, afskaffede Frederik enevælden og lagde magten i de liberale lederes hænder.

Ved martsministeriets udnævnelse erklærede Frederik, at han nu så sig selv som konstitutionel konge og ikke havde indflydelse på udarbejdelsen af landets nye grundlov. Selvom Frederik mente, at grundloven indeholdt bestemmelser, der ikke ville være til gavn for Danmark, underskrev han den alligevel den 5. juni året efter.

Kort tid efter at Frederik var blevet konge, fik Louise Rasmussen bolig på Christiansborg, hvor hun førte en tilværelse som fru Danner. I foråret 1848 lod Frederik regeringen vide, at han ønskede at ægte fru Danner til venstre hånd. Vielsen fandt sted d. 7. august 1850, og Frederik udnævnte samme dag sin nye hustru til lensgrevinde af Danner.  Ægteskabet var upopulært både blandt kongefamilien og den højere embeds- og borgerstand, samt i København og alle større provinsbyer. Frederik forsømte dog ikke at fremhæve, hvor god en støtte hans hustru var for ham.

Frederik 7. døde den 15. november 1863 efter en slem forkølelse, og Danmark blev ramt af en oprigtig og dyb landesorg.

Frederik havde et stort behov for popularitet, og hans valgsprog ”folkets kærlighed, min styrke” blev hans holdepunkt i svære situationer.