Search form

Menu

Frederik den 3.

Af Line Lolk Brogaard, historiestuderende

Frederik 3. blev født d. 18. marts 1609 på Haderslevhus og var den næstældste søn til den danske kong Christian IV og Anna Cathrine af Brandenburg. Da han ikke var den ældste søn, kunne Frederik ikke regne med at blive sin faders efterfølger som Danmarks konge og fik derfor titlen hertug.

Efter Christian IV havde sluttet fred med Sverige i 1613 vendte kongen sin opmærksomhed mod fyrstendømmerne i Nordtyskland, hvor Frederik i årene 1621-1624 blev valgt til en række forskellige positioner. Under Trediveårskrigen blev Frederik i 1627 udnævnt til præsident for krigsrådet i Stade som stedfortræder for sin far.  

I oktober 1643 giftede Frederik sig med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg på Glücksburg slot ved Glückstadt.

Frederik besad i store træk sine tyske stifter i fred indtil 1644, hvor han tog imod sin fars tilbud om at blive general.  Frederiks militærindsats blev dog beskeden. En indsats mod den svenske general Wrangel fejlede, og selvom det i 1644 lykkedes Frederik at tilbageerobre det svenskbesatte Riberhus, formåede han ikke at fastholde erobringen. I 1645 var Frederik således hensat til at se passivt til, mens svenske tropper besatte hans stifter.

I juni 1647 døde Frederiks bror tronarvingen Prins Christian uden at efterlade sig børn. Frederik fik derfor pludselig større udsigt til at blive konge på trods af, at han aldrig var blevet formelt anerkendt som tronfølger. Det spørgsmål var fortsat ikke løst, da Christian IV døde i februar 1648. Frederik var ikke ved sin faders dødsleje og kom først til København i begyndelsen af marts, hvorefter drøftelserne om kongevalget begyndte. Frederik var i realiteten den eneste kandidat som tronfølger, og den 7. maj 1648 blev han officielt udvalgt til konge.  I hans håndfæstning blev hans beføjelser som konge væsentlig indskrænket.   

Efterfølgende tog Frederik ophold på Frederiksborg og lod rigshofmesteren og kansleren om at forestå regeringsforretningerne. Uden at bryde sin håndfæstning formåede Frederik at forbedre sine positioner lidt af gangen, og i 1650 fik han udnævnt sin søn Christian til tronfølger.

Som resultat af Trediveårskrigen og de mange andre krige, der havde hærget Europa i den første halvdel af 1600-tallet havde Jylland været besat af fremmede tropper flere gange. Man ønskede derfor at forstærke forsvaret i Jylland, og i 1650 blev Bersodde anlagt som fæstning. Allerede året efter blev fæstningsbyen omdømt til Frederiksodde efter Frederik 3, og i 1664 blev navnet latiniseret til Fredericia. Byen Strib skulle også have været omdømt til Sophieodde efter Frederiks dronning.

Som følge af krigene i begyndelsen af 1600-tallet havde Danmark mistet en række vigtige landområder, og da den svenske Konge Karl X Gustav i 1655 indledte et felttog mod Polen, virkede det for Frederik som det perfekte tidspunkt at vinde noget af det tabte tilbage. Han begyndte oprustningen i 1656 og erklærede Sverige krig i juni 1657. Det gik dog ikke som Frederik havde håbet, og efter havde besat hele Jylland stormede svenskerne Frederiksodde i oktober, hvorefter tropperne marcherede over isen til de danske øer. Danmark var nu tvunget til at indgå Roskildefreden i 1658 og måtte dermed blandt andet afgive alle danske egne øst for Øresund. Den svenske konge brød dog freden i august samme år, og de svenske tropper besatte igen det meste af Danmark. Det lykkedes dog ikke svenskerne at erobre København, og Frederik nægtede at flygte i sikkerhed med ordene ”Jeg vil dø i min rede!”. Der blev indgået en fredsaftale i København i maj 1660, men Danmark fik kun små gevinster i forhold til tabene fra 1658.

I 1660 opstod der en stor mængde spændinger blandt de danske samfundsklasser. Adelen ønskede at beholde sine særlige privilegier, mens gejstligheden og borgerskabet ønskede ubetinget lighed. Den 8. oktober endte gejstligheden og borgerskabet med at tilbyde Frederik og hans efterkommere Danmark som arvekongerige. Adelen og kongens rigsråd var modstandere af dette, da det ville fratage dem deres privilegerede stilling, men efter hårdt pres tilsluttede sig dog de lavere stænders forslag den 13. oktober.  Tre dage senere blev Frederiks håndfæstning kasseret, og dette var begyndelsen til den danske enevælde.

Af Frederiks børn med dronning Sophie Amalie nåede fire døtre og to sønner voksenalderen. Sønnen Ulrik Gyldenløve, som Frederik havde fået før sit ægteskab, blev statholder i Norge.

Frederik 3. døde af en lungebetændelse i februar 1670 på Københavns slot og er begravet i Roskilde domkirke. Til hans kiste forfattede Peter Schumacher et gravskrift, der begynder med ordene "Her hviler han, hvem Danmark skylder sin beståen".