Search form

Menu

Billeder fra 1864

I sommeren 2014 kom Museerne i Fredericia i forbindelse med en tysk samler af sjældne avistryk. Han havde i sit hjem i Kiel blandt andet fået fingre i et antal avissider fra danske, tyske, engelske og italienske aviser fra 1864 med forskellige tegnede billeder af 1864-krigen i og omkring Fredericia samt enkelte fra 1849. Disse var han interesseret i at sælge til os, og efter et gennemsyn af billederne stod det klart, at vi i høj grad var interesseret i at få dem. Der var blandt andet nogle billeder vi aldrig havde set før af den østrigske general Gablenz, der om nogen var manden, som sikrede Den Tapre Landsoldats overlevelse.

Det blev muligt at købe disse 35 avistryk takket være en særlig bevilling fra Fredericia Museums Venner, og alle billeder indgår nu i museets billedsamling på Lokalhistorisk Arkiv.

Dette billede blev bragt i en tysk avis i 1864 og viste Prinsessegades ødelæggelse efter bombardementet. Bemærk, at tegneren har tegnet sig selv med på billedet.

Alle billederne blev bragt i aviser i henholdsvis Tyskland, Danmark, England og Italien i en tid, hvor fotografiet endnu ikke havde vundet indpas. De giver et unikt indtryk af, hvordan krigen især blev vist i de tyske aviser. Billederne kan ses i et galleri her. Tryk på den gule pil nederst til venstre i galleriet for at få billedtekst frem.