Oplev Slaget ved Fredericia
Børnefamilier og andre interesserede kan komme helt tæt på soldaterne under De Slesvigske Krige i museets nye udstilling om Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849 - kom se, hør og oplev den fængende historie om Fredericia under Treårskrigen.
I Nørremarksladen kommer man helt tæt på soldaterne fra 1849. Gennem plancher og lydfortællinger fortæller danske soldater om deres prøvelser og bedrifter under slaget, mens de oprørske slesvig-holstenere fortæller deres side af sagen.
I udstillingen kan børn opleve livet som soldat anno 1849 i et primitivt soldatertelt og skrive breve hjem med rystende beretninger fra feltlivet. Der hænger også et levende foto af den gnavne kommandant Lunding, der altid er klar på at kommandere!
Hør og læs øjenvidneberetninger om de heftige bombardementer af byen, der tvang borgerne til at forlade hus og hjem. Du kan også selv som besøgende træde ind i historien og tage en selfie i en af Fredericias udbombede gader anno 1849 – hvis du tør!