
Puk og Herman besøgte Fredericia
I maj havde Museerne i Fredericia besøg af et tv-hold fra DR, som på Bymuseet foretog optagelser til programmet "Puk og Herman stævner ud". Optagelserne, hvor Thomas Herman besøger museet, foregik om eftermiddagen i både sol og regn.
Thomas Herman, som selv er opvokset i Fredericia, fortalte i forbindelse med optagelserne, at det var første gang, han besøgte museet. Her fik han ny viden om de reformerte (huguenotterne), der bosatte sig i Fredericia i 1720. Han spurgte blandt andet til de reformertes rolle i forbindelse med kartoflens indførelse i Danmark. Dette spørgsmål er ganske relevant, idet dansk kartoffeldyrkning tilskrives de reformerte i Fredericia. Det er uklart om de reformerte havde kartoflen med sig allerede ved ankomsten. En mundtlig overlevering siger, at kartoflerne først kom til byen i 1746, da en fransk-reformert modtog nogle skæpper læggekartofler fra en bror i Holland. I hvert fald står det helt klart, at kartoffeldyrkningen var etableret i Fredericia omkring 1760, og den kendes ikke tidligere i Danmark andre steder.

Et andet emne, som Thomas Herman var interesseret i, var de reformertes rolle i forbindelse med tobaksavl. De reformerte, der kom til byen i 1720, var oprindeligt bosat i Brandenburg. De blev inviteret til Fredericia af kongen, som ønskede at skabe et tobaksavlersamfund i byen. De reformerte viste sig at være meget dygtige til landbrug generelt og tobaksavl i særdeleshed, og Fredericia blev i de næste århundreder Danmarks førende tobaksavlerby. I forbindelse med optagelserne deltog Thomas Herman også i plantningen af nye tobaksplanter i museets tobaksmark.
Programmet med optagelserne fra museet vises igen på DR1 2. august kl. 14.25 og kan også ses på DRs hjemmeside