Search form

Menu

Soldaterfamilien

af Thomas Egebæk Hansen, studentermedhjælper

I efteråret 2013 modtog museet en indlevering bestående af en soldateruniform fra den tidligere Fredericia-soldat Jens Kamp Jensen, der var soldat i starten af 1900-tallet. Sammen med uniformen modtog museet desuden forskellige dokumenter om Jens Kamp Jensens militære liv samt om faderen Jens Høj Jensen. Med dokumenterne var også flere fotos af familien. 

1864-veteranen Jens Høj Jensen
Faderen Jens Høj Jensen blev født den 31. maj 1840 i Stadil Sogn, Ringkjøbing Amt. Han var søn af gårdmand Jens Kamp Jensen (f. 1804) og hustru Sidsel Larsen (f. 1817). Senere blev Jens Høj Jensen gift med Maren Miltersen Madsen, og parret bosatte sig i Hee, hvor de i 1870 fik sønnen Jens Kamp Jensen.

Jens Høj Jensen gik i militær tjeneste (værnepligt) den 30. juni 1862 i 3. Dragonregiment i Århus. Fra hans tjenestebevis har vi detaljeret information om hans udseende. Jens Høj Jensen var 66 tommer høj (175 cm), middel af bygning med blondt hår og blå øjne. Han blev forfremmet til underkorporal den 7. december 1862. I 1863 blev han forfremmet til korporal, og han beholdt denne rang til sin afskedigelse i 1865. Herefter fortsatte han sit virke som landmand indtil sin død.

Jens Høj Jensen deltog i slaget ved Dybbøl i 1864. Det fik han i 1914 hædersgavebrev for. Hædersgaven bestod i en årlig udbetaling på 100 kr. resten af sit liv - et stort beløb dengang. I 1922 modtog han den prestigefyldte Dannebrogsorden som bevis på sin indsats ved Dybbøl.

Jens Høj Jensen havde dog også en nedtur i sit liv. I 1889 søgte han om næringshjælp (fattighjælp), hvilket han modtog kort tid efter sin ansøgning. Konsekvensen af at modtage denne næringshjælp var en midlertidig suspension af sin stemmeret, indtil næringshjælpen blev betalt tilbage.

Jens Kamp Jensen i sergentuniform sammen med sin hustru Hanne Kamp Jensen omkring 1896-1900. Foto: Sofus Christensen, Danmarksgade 21

Fredericia-soldaten Jens Kamp Jensen

Sønnen Jens Kamp Jensen blev opkaldt efter sin farfar. Han blev gift med Hanne Kamp Jensen (f. 1873).

Jens Kamp Jensen aftjente sin værnepligt ligesom sin far. Til forskel fra sin far valgte Jens Kamp Jensen at gøre militæret til sin levevej. Han afsluttede sergentuddannelsen ved 7. regiment i 27. bataljon ved Fredericia i 1896, og blev ansat i samme regiment som sergent kort tid efter. Derfor flyttede Jens Kamp Jensen til Fredericia. I 1912 blev Jens Kamp Jensen udnævnt til oversergent, og i 1918 blev han udnævnt til stabssergent. Han afsluttede karrieren i 12. bataljon i 1928 med rangen af stabsofficiant, som han var blevet udnævnt til i 1923. Jens Kamp Jensen anmodede om afskedigelse grundet sin høje alder, som på dette tidspunkt var 58 år.

Jens Kamp Jensen modtog to hæderstegn igennem sin karriere. I 1911 modtog han hæderstegn for 16 års tjeneste som sergent ved 27. bataljon, mens han i 1922 modtog Dannebrogsordenen som bevis for lang, tro og yderst tilfredsstillende tjeneste i fodfolket.

Tryk her for et galleri af de modtagne genstande